Milk

Denne film er ganske enkel ikke interessant for os almindelige danskere. Man skal vist være amerikaner eller meget interesseret i amerikansk politisk historie for at være underholdt her.

Lad mig starte med at rose skuespillerpræstationerne.
HOLD DA OP det er i top og det er det der gør filmen seværdig.

Men men men, det er altså kun i USA man kan lave en film om homoseksualitet og få en kæmpe reaktion ud af det. Den går bare ikke i Danmark, eller i norden generelt. Tiden hvor det at være åbenlys homoseksuel har bare ikke den store interesse længere da det ikke er tabu eller specielt "modigt".

Milk er en film båret at fremragende præstationer, men historien er bare ikke aktuel ... den er 10-15 år for sent på den. Men det svarer vel meget godt overens med de år USA er tilbage hvad der angår åbenhed med seksualitet m.m.

De helt utrolig dygtige skuespillere - ikke mindst Sean Penn og Josh Brolin gør denne film til et meget følelsesladet projekt, som skræmmende nok stadig er aktuel i flere stater i USA...
Filmen har en mission og det er helt klart en fim´lm, som jeg vil huske..
Jeg ville gerne have haft at den varede endnu længere..

Jeg synes filmen var utrolig gribende. At følge mandens kamp mod systemet. At se hvor meget han må opgive og miste undervejs, og stadig holde fast med alt hvad han ejer og har, gør noget ved en, og instruktøren har bestemt også fået det bedste frem i Sean Penn, som dog altid plejer at være garant for en god optræden.
Trods de fleste andre anmeldere var vi dog en del i biografen og se den.

Jeg elsker den her slags film, bøsser jaaa og hold da op for en dejlig en af slagsen. SE DEN! SE DEN! SE DEN! OOOG NYYYD DEEN!!!! Fantastisk helt igennem ubeskrivelig film. wauw

Det politiske spil kan ofte være dræbende kedelig, men denne gang føres valgkampen med livet som indsats - og det styrer filmen mod toppen. Prikken over i'et, kransekagefiguren på lagkagen er unægtelig Sean Penn, der spiller fremragende i rollen som 100% gay.

Hvorfor San Fran er verdens største bøsse-by (skarpt efterfulgt af dejlige Sydney) står nu soleklart. Det var her, at opråbet startede.

See den - det skal du da!

Milk handler om en kommunalpolitiker lige som mig - men her hører sammenligningen så også op.

Harvey Milk var den første erklærede homoseksuelle, der blev valgt til et offentligt embede i USA. Det er ikke så længe siden - 70'erne - men det føles som en evighed.

I dag er det helt sædvanligt med homoseksuelle politikere - (næsten) ingen kunne drømme om at diskvalificere en politiker p.g.a. vedkommendes seksuelle præferencer. Sådan var det ikke i USA i 70'erne - og sådan er det i øvrigt ikke den dag i dag i en række lande.

Dengang var det - bogstaveligt talt - med livet som indsats, at man åbent sprang ud af skabet og oven i købet havde den frækhed at stille op til kommunalvalget som bøsse eller lesbisk. Dengang var der love, som tillod skoler at afskedige homoseksuelle lærere med den begrundelse, at de havde dårlig indflydelse på eleverne, at de i virkeligheden arbejdede for at omvende de stakkels børn.

Harvey Milk kæmpede for disse ord fra den amerikanske uafhængighedserklæring: Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Et ultraliberalt synspunkt - lighed for loven - for alle uanset race, køn, religion og seksuel orientering.

Hans modstandere var religiøse fundamentalister - datidens svar på Søren Krarup.

Harvey Milk kæmper for at komme med i kommunalbestyrelsen - valg efter valg, og til sidst lykkes det. Det er en kamp, det er let at sætte sig ind i som Venstremand på det konservative Frederiksberg, der stillede op første gang i 1985 og først blev valgt ind 12 år senere! Det er let at føle med Harvey Milk, da de forskellige valgsejre er i hus. Glæden og begejstringen - og omvendt den enorme skuffelse, når det ikke lykkes.

Her holder sammenligningerne til gengæld op. Jeg tilhører ingen minoritet, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg ikke opleve de problemer, som Harvey Milk oplevede. Harvey Milk diskuterer i en af filmens centrale scener med en af sine kollegaer fra kommunalbestyrelsen i San Fransisco, som misunder Harvey Milk, at han har en sag. Milk svarer, at det ikke er en "sag" - men selve hans eksistensberettigelse som menneske, der er på spil. Jeg har i øvrigt heller ikke prøvet at stå på trappen til rådhuset og holde tale til en tusindtallig flok af vrede demonstranter - og så ellers få dem til at følge mit mindste vink. Tanken er tillokkende, men desværre ikke realistisk. Til gengæld er der heller ingen, der har skudt på mig.

Milk er en fantastisk film - med et liberalt budskab. Se den - og hvis jeg til sidst skal forsøge at lege filmanmelder, så fortjener Sean Penn sin Oscar. Det kan jeg sige uden at have set Mickey Rourke i The Wrestler endnu, for det er ganske enkelt umuligt at forestille sig, at nogen skuespiller i år kan overgå Sean Penns præstation.

Jan E. Jørgensen (V)
medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse

Det er en meget ærlig og rørende film, der er blevet begået. Synes den bliver båret flot af Sean Penn, der formår ikke at overspille sin rolle overhovedet. Birollerne fungerer også rigtigt godt og jeg synes det giver et meget troværdigt udtryk. Desuden er det temmelig befriende, at rullegardinet ikke bliver trukket ned når to mænd kysser hinanden...

Sean Penn er fantastisk i denne film og formår virkelig at levere varen og få en til at føle dig som en del af det forfærdelige der desværre hændte for Harvey Milk!
Jeg har efter at have set filmen 2 gange, samme fornemmelse og det er klart en af de bedste film jeg nogensinde har set. At det desværre er en sand historie gør at man samtidig sidder tilbage med en klump i halsen bagefter og lige skal sluge at tingene faktisk har fundet sted.
Men helt igennem fantastisk film og lækkert skuespil!

Efter at have hørt den skulle være favorit til bedste film og en kollegas begejstring for Milk, skulle jeg da også ind at se den. Filmen gik i en af de små sale (39 sæder, Metropol Århus) og der var ikke et sæde ledigt. Filmen var god, ganske god, ikke en finger at sætte på noget. Jeg synes den var klippet flot sammen (Man ser flere gange Sean Penn foran noget, der kun kan have været "virkelige" optagelser fra 70'erne). Den fangede mig bare ikke rigtig. Jeg følte ikke rigtig med figurerne, jeg var virkelig bare tilskuer. Jeg er godt klar over, jeg selvfølgelig bare er tilskuer, men nogle film formår alligevel at "hive" ind med ind i handlingen. Denne var desværre bare ikke en af dem..