Alt det Flammen & Citronen ikke var
I nyere film om modstandsfolk står det nu 1-0 til Norge over Danmark.
"Max Manus" formår at gøre det, som "Flammen & Citronen" ikke gjorde: At skabe en historie, der fungerer og som man kan involvere sig i.
Hvor jeg under "Flammen & Citronen" bare sad og flød med, i øvrigt lidt ligesom karaktererne på filmen, så fulgte jeg aktivt med i Max Manus. "Hvem overlever, hvad skal de nu, hvordan håndterer de det?"
Spændingskurven er stigende gennem filmen og bringer minder om hedengangne film som "Navarones Kanoner". Samtidig er de karaktererne i filmen interessante og med menneskelige træk man kan genkende - noget "Flammen & Citronen" i den grad manglede ( i min optik).
Sjovt nok brød jeg mig ikke om hovedpersonen Max Manus i begyndelsen af filmen. Han var lige lidt for god og lidt for hurtig i replikken. Var der noget han ikke kunne? Men efterhånden som filmen skrider frem, krakelerer hans facade. I takt med at han må slås hårdere og hårdere med sine dæmoner, stiger sympatien med ham. Han begynder at virke menneskelig og man får en forståelse for, hvad han kæmper med ( bortset fra naturligvis tyskerne).
Alt i alt en flot film, der indeholder noget af det vigtigste: Hovedpersoner, der gør at man følger med og ønsker at vide, hvad der sker lige om lidt.