London River

Felt	Værdi
Brugernes vurdering (18)
Mediernes vurdering
Vurdér selv filmen

Premiere:	24.06.2010
Instruktører:	Rachid Bouchareb
Skuespillere:	Brenda Blethyn
Genre:	Drama
Spilletid:	1 time 27 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
Originaltitel:	London River
Copyright:	Camera Film

Resume:

'London River' er et ømt drama om verdensbegivenhedernes til tider nådesløse indgriben i den enkeltes liv.

Enken Elisabeth (Brenda Blethyn) bor på øen Guernsey i den engelske kanal. Hun er af gode grund foruroliget, da hun ikke kan få kontakt til sin voksne datter i forlængelse af terrorangrebet i London, sommeren 2005.

Den afrikanske Ousmane, der er gæstearbejder i Frankrig, er i nogenlunde samme situation: Hans søn er i London og lader ikke høre fra sig.

I 'London River' kryder Elisabeth og Ousmane spor i den britiske hovedstad, hvor de ikke kun erfarer, at de er på samme mission, men også at deres børn har knyttet tætte bånd.

Links:

Filmens hjemmeside, IMDb.com

Berlingske Tidende

"At se 'London River' er meget tilfredsstillende, fordi filmen er lavet med kærlighed til sine hovedpersoner og respekt for sit publikum - og fordi den beviser, at en i al stilfærdighed væsentlig film stadig ikke behøver vare mere end halvanden time." (Ebbe Iversen)

Børsen

"Filmen er så realistisk, autentisk, og kunstlet, at den åbner sig som et usynligt vindue til verden. ... Rachid Bouchareb tegner til at blive en af tidens store filmmagere." (Morten Dürr)

B.T.

"... Blethyn har en formidabel, sort medspiller: Sotigui Kouyaté fra Mali. ... meget politisk korrekt film om, hvor lidt mennesker fra forskellige kulturer ved om hinanden, om hvor langt der er mellem fremmede - og hvor kort." (Birgitte Grue)

Ekstra Bladet

"en af den slags film, som først og fremmest er båret af usædvanlig stærkt skuespil, dybt troværdige persontegninger og en vigtig og nærværende historie. Den tør dvæle ved tvivlen og fortvivlelsen uden at forfalde til melodrama. Tværtimod har den masser af bid i de glimt af rammende humor, som også er med til at gøre hovedpersonerne tredimensionelle." (Kirstine Krefeld)

Jyllands-Posten

"... nærmer sig karikaturen. Dog formår instruktøren at gøre Elisabeths søgen efter sin datter så stærk, at man lader sig hengive til historien om mistet uskyld." (Nanna Frank Rasmussen)